Islington & Rysager i Amtmandens Have

Historier og guitar i skøn forening – oplev Islington & Rysager i Amtmandens Have under Snapsting.
Date
Tid
19:00 - 21:00
Sted
Amtmandens Have

Er du til gode fortællinger og lækker guitarmusik? Så glæd dig til en helt særlig aften, hvor storytelling og musik smelter sammen i smukke omgivelser, når Viborg Bibliotekerne og Kulturselskabet-KulturAnders inviterer dig til et stemningsfuldt arrangement i Amtmandens Have.

 

En god historie glemmer du aldrig 

Carsten Islington, kendt fra både radio og TV, tager dig med på en rejse ind i livets skæve og gribende øjeblikke. Sammen med sin musikalske makker, sanger og sangskriver Nikolaj Rysager, åbner de døren til en verden fyldt med humor, kærlighed og kant.

Carsten fortæller med lune og nærvær om alt fra sin første uskyldige forelskelse, til farverige skæbner på Vesterbros værtshuse, livet som borebisse i Sahara og trucker i Australien – til kunstnerlivet i baggårde og nattevagter som dørmand i byens mørke hjørner. 

Fortællingerne er ærlige, rå og ofte morsomme – altid leveret med varme og glimt i øjet. Carsten er en fortæller med stemme som en lun efterårssweater og en Cool Cat med stor ærlighed til livet og kvinderne.

Nikolaj Rysager – bl.a. kendt for "Ugens Uundgåelige" på P3 og "Ugens Album" på P4 – binder det hele sammen med varme og dybde gennem sine stemningsfulde sange og guitarspil, der understøtter og forstærker historiernes nerve.

Kom og få en uforglemmelig aften under åben himmel i Amtmandens Have!

Arrangeret i samarbejde med Kulturselskabet-KulturAnders. Der er fri entré til arrangementet.