8 bøger, der ødelægger din sheltertur
Der er noget særligt ved en sommeraften i den danske natur. Lyden af vinden i trætoppene, mørket der langsomt sænker sig over skoven, og stilheden omkring shelterpladsen. Men hvis du vil gøre natten en smule mere urolig, kan du tage en af disse bøger med i rygsækken.
Af Cecilia Ahle Ravnkilde Agersnap
I disse bøger gemmer uhyggen sig ikke i fjerne storbyer, men i skove, moser, ensomme huse og menneskers mørkeste hemmeligheder. Perfekt læsning – hvis du tør.
"Hændelser ved vand" af Kerstin Ekman
To campister bliver fundet brutalt myrdet i et telt nær en elv dybt inde i vildmarken. Bogen fanger den helt særlige, ubehagelige stemning af de lyse nordiske sommernætter
- "Dødens fugle" af Sarah Engell
En nervepirrende psykologiske thriller, hvor stemningen langsomt kryber ind under huden, og hvor naturen bliver en medspiller i fortællingen. "Stallo" af Stefan Spjut
Handlingen foregår dybt inde i de enorme, mørke skove i Lapland. En gammel, samisk myte vækkes til live, da børn begynder at forsvinde sporløst i vildmarken.
"Pigen der elskede Tom Gordon" af Stephen King
En niårig pige kommer væk fra stien under en vandretur og farer fuldstændig vild i de enorme, mørke skove i New England.
- "Dyndkongens datter" af Karen Dionne
En intens thriller fra sumpområdernes ødemark, hvor naturens skønhed og fare går hånd i hånd. - "Kastanjemanden" af Søren Sveistrup
En moderne dansk krimiklassiker, der kombinerer et hæsblæsende plot med en gennemført uhyggelig stemning. - "Oxen – De hængte hunde" af Jens Henrik Jensen
En spændingsmættet fortælling om den tidligere elitesoldat Niels Oxen, der søger fred i skoven – men finder alt andet. - "Harpiks" af Ane Riel
Ikke en klassisk krimi, men en af de mest urovækkende danske romaner i nyere tid. En fortælling om isolation, familie og kærlighedens skyggesider.
Så pak soveposen, tænd bålet og find lommelygten frem. Men hvis du pludselig hører en gren knække ude i mørket, er det måske en god idé at huske, at det kun er en bog.