Litteratur lige nu med Caspar Eric
- Tid
- 13:00 - 14:30
- Pris
-
Standard + gebyr: 75 DKK
- Sted
-
Hovedbiblioteket
Vesterbrogade 15,
8800 Viborg
Bibliotek
HovedbiblioteketHvordan ser dansk litteratur ud lige nu – set gennem øjnene på en af de mest markante stemmer i den nye generation? Det kan du blive klogere på, når Caspar Eric besøger biblioteket til en levende samtale med forfatter og journalist Gerd Laugesen.
Med udgangspunkt i den anmelderroste digtsamling Crip dykker de ned i temaer som identitet, sårbarhed og det at navigere i en verden, der ikke altid er enkel. Publikum kan glæde sig til oplæsning, indblik i skriveprocessen og personlige refleksioner fra forfatteren selv.
Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål, og undervejs får et par gymnasieelever ordet, når de deler deres perspektiver på værket og møder forfatteren ansigt til ansigt.
Om Caspar Eric
Caspar Eric er en prisbelønnet forfatter og digter, der flittigt bidrager til den offentlige samtale om ableisme og mangfoldighed. Caspar Eric lever med cerebral parese, et handicap, han har skildret i flere af sine bøger.
”Crip” der handler om at være en person med handicap. Caspars forfatterskab har hidtil kredset om dem, som lever i skyggen af velfærdsstaten, og Crip er kulminationen på den del af Caspars forfatterskab, hvor han i en blanding af kolde facts og vrede politiske digte fx spørger, hvorfor vi har nemmere ved at tale om dødshjælp end livshjælp, når det kommer til mennesker med handicap. Blandet med poesi og mærkelige betragtninger er dét omdrejningspunktet for hans foredrag.
Caspar Eric (f. 1987) er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Han debuterede i 2014 som forfatter med poesi-udgivelsen 7/11. som han modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. I 2015 udgav Caspar Eric langdigtet Nike. Her var udgangspunktet Caspar Erics egen cerebrale parese (spastisk lammelse), og han reflekterede over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i det moderne samfund. Siden er blandt andre udgivelserne Avatar (2017), Alt hvad du ejer (2018), Jeg vil ikke tilbage (2020), Vi kan gøre meget (2021) og Nye balancer (2023) kommet til. Crip fra 2025 er hans seneste udgivelse.
Samarbejde
Arrangementet er blevet til i samarbejde med Viborg Gymnasium og HF, Viborg Katedralskole, Midtbyens Gymnasium og EUX og er støttet af Statens kunstfond.