Gode tips til søgning her på siden
Af Heidi Kjølby Andersen
Simpel søgning
Når du åbner Viborg Bibliotekernes hjemmeside får du med det samme muligheden for at søge efter bøger, film, musik og mere. Du søger i det der hedder simpel søgning.
Simpel søgning anvender en metode der hedder fuzzy search. Det gør det muligt at finde relevante resultater, selv når søgeforespørgslen indeholder stavefejl, variationer eller ufuldstændige termer.
Fuzzy search er en algoritmisk metode, der bruges til at matche termer, der er omtrent ens snarere end nøjagtigt ens. På godt jysk kan vi sige den finder "revl og krat". Mange gange er det en rigtig fin metode og den finder ofte, det du har brug for.
Avanceret søgning
Har du brug for en mere præcis og specifik søgning kan du bruge avanceret søgning. Den finder du ved at klikke på den lille "pil ned" til højre for luppen ved søgefeltet. I avanceret søgning får du mulighed for at søge på titel, forfatter emne mv.
Det er vigtigt du skriver de relevante informationer i de valgte felter i rullemenuen. Nu bliver det nødvendigt at kende de specifikke oplysninger og at stave helt korrekt, søgemaskinen gætter nemlig ikke længere. Til gengæld kan du få en mere præcis søgning.
Du får mulighed for at afgrænse din søgning på materialetype (bog, e-bog, lydbog, artikel, film eller musik), skøn/faglitteratur og fysisk/online. Du kan også kombinere søgedata f.eks. forfatter og titel eller emne.
Hvis du er i tvivl, kan du selvfølgelig altid spørge på dit bibliotek.