Nyt Åben Skole-katalog fra Viborg Bibliotekerne er på gaden
Er du lærer eller pædagog? Så læs med her - Viborg Bibliotekerne præsenterer et nyt katalog fyldt med spændende læringsaktiviteter, hvor bl.a. læselyst, teknologiforståelse og nysgerrighed er i fokus.
Af Kristine Hjortshøj

Viborg Bibliotekerne arbejder for at fremme børns læselyst – både i biblioteksrummet og gennem skræddersyede læringsforløb. Med udgangspunkt i Fælles Mål og den klassiske før-under-efter-model, tilbyder vi aktiviteter, der engagerer og inspirerer.
Fra højtlæsning til kildekritik i børnehøjde
Eleverne kan blive fortrolige med biblioteket gennem Eventyr, Spøgelser eller sammen med Bibliobitterne. Den gode oplevelse med litteraturen starter i 0. klasse med højtlæsning og fortsætter med Børnebiblioteks-bingo-banko og den nye Lydbanko – Mustafas kiosk. I kan deltage i Booktalks på forskellig vis, litterære quizzer og romanjagter.
Teknologien fylder i Vitello og når 'Vi hacker gysergenren'. Vi ser det som en vigtig del i et demokratisk samfund, at eleverne bliver gode til at søge og vurdere kilder. Det gør de som Digitale Detektiver og det gør de i forbindelse med vores nye Informationssøgning, hvor du selv er med til at sammensætte din klasses forløb.
Byg forandring med flagermus og fantasi
Og så tager vi sammen med Mønsted Kalkgruber fat på flagermusenes udfordringer i dette års udgave af Lego Build the Change.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere på klcviborg.dk, og her finder du også kontakt- og bookingoplysninger.
Vi glæder os til at invitere indenfor i vores verden af læringsaktiviteter på Viborg Bibliotekerne – hvad enten det er på Hovedbiblioteket, på et lokalbibliotek eller på din skole.