Musik & fællessang

Metallica Special med kongen af lydtemplet og rockskribenten

Viborg Bibliotekerne inviterer til en helt særlig aften i selskab med producer og lydtekniker Flemming Rasmussen og forfatter og musiker Thomas Vilhelm. Sammen har de skrevet den anmelderroste læsersucces ’Rock & stjernestøv - historier fra Sweet Silence-studiet gennem 45 år’
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Standard+gebyr: 75 DKK
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Vesterbrogade 15
8800 Viborg
Danmark

Tre af metal musikkens allerstørste albums fra 80’erne er i fokus denne aften når Rasmussen og Vilhelm stiller skarpt på gigantiske Metallica i et af de foredrag, der er tilgængelig for alle som ønsker at fordybe sig i rockens historie og dens mangfoldige forgreninger. 

I 2023 er det 40 år siden, Metallicas trommeslager Lars Ulrich, kontaktede Sweet Silence og Flemming Rasmussen for at spørge om priser og mulighederne for at indspille deres andet album i København, mens de turnerede i Europa. 

I 2024 markeres 40-års jubilæet for den første ud af tre milepæle, denne konstellation nåede at realisere plus diverse maxisingler og mini-cd’en Live At Wembley Stadium London, april 20th 1992. 

I starten af 80’erne vidste Flemming Rasmussen så godt som intet om Lars Ulrich og den amerikanske trash metal kvartet fra Californien, men det kom han til. 
Samarbejdet mellem Metallica og Rasmussen resulterede i et triumvirat af albumudgivelser, ’Ride The Lightning’ (1984), ’Master of Puppets’ (1986) og ’… And Justice for All’ (1988), der stadig nyder klassikerstatus indenfor genren. 

Rasmussen og Vilhelm går i dybden med dette berømmede parløb og giver et unikt og fascinerende indblik i de faktorer, der drev samarbejdet mod såvel kunstnerisk som kommerciel dividende. Kort sagt et par timer med rockhistorisk vingesus i øjenhøjde fortalt af et par underholdende og veltalende herrer - krydret med masser af anekdoter!