Børn

Sommer på børne biblioteket

Sommeren er på vej, og Viborg Bibliotekerne er klar til at blive dit go-to sted for ferieunderholdning!

Af Jette Ejby

Skattejagter, koncerter og selvfølgelig de gode historier – børnebiblioteket byder på mange hyggelige og sjove aktiviteter i sommerferien.

 

Tag på skattejagt i Viborg og Bjerringbro

Flunkernes lille rumskib lander igen på Hovedbiblioteket i Viborg, og de kække flunker er blevet endnu bedre til at gemme sig. Flunkefar Erik Kierkegaard har hjulpet dem med at finde nye gemmesteder. Tag din detektivhat på og se, om du har held med at finde dem alle. Så får du et Flunkerjæger-badge. 

Hvis du er i Bjerringbro, kan du udover at hygge dig i børnebibliotekets mange legezoner også prøve at finde forskellige figurer fra kendte tegnefilm – lige fra Tintin til PawPatrol. Også her vanker der en lille belønning til de dygtige detektiver.

 

Musik, teater og gøgl på Niels Due Jensens Plads og Borgvold

Tag hele familien med til nogle underholdende stunder i Bjerringbro og Viborg. Nyd forestillingerne som ”Eventyr for dyr”, ”Fiskeren og hans kone” samt Mek Peks ”Anton og Sassabassa”. 

Bliv overrasket over vilde tricks, når Jesper Grønkjær laver trylleshow, og Den Flyvende Kuffertcirkus inviterer til workshop. Dans også med til stompmusikkens gode rytmer sammen med HeartBeat Group. Alle aktiviteter har fri entré.

 

Er dine børn vilde med bøger og YouTube? 

Så lad dem være med til at være bibliotekets SommerBogTuber. Vi vil gerne invitere hele familien til at sende videoer og billeder fra jeres allerbedste, skøreste og vildeste læsestunder. Skriv en kort tekst til billedet eller fortæl på videoen, hvad der gør netop denne læsestund helt perfekt. Det er børnenes historie og oplevelser, vi gerne vil høre om! 

Så frem med mobilen og del jeres boganbefalinger med andre af bibliotekets mange læseglade børn! Hen over efteråret vil videoerne vises på bibliotekets infoskærme og på Viborg Bibliotekernes YouTube kanal.

Sommeraktiviteter for børn