Andre verdener venter i Viborgs efterårsskove
I efterårsferien inviterer Viborg Bibliotekerne børn og deres voksne på eventyr i fire helt forskellige verdener.
Af Jette Ejby
Tag på opdagelse i Viborgs natur og historie gennem fire unikke skattejagter for hele familien.
Hver rute tager jer med ind i en forunderlig og anderledes fortælling med masser af leg, opgaver og oplevelser undervejs.
Årets skattejagter:
Nisse-mission på Inderøen i Hald
Mød balladenisser og artignisser på denne hyggelige og sjove rute på og omkring Inderøen. Julemanden har mistet sine underbukser! Kan du hjælpe med at finde dem igen?
- Anbefales til: Hele familien
- Længde: 3,2 km.
- Særlige forhold: Ruten er både på stier, gennem skovarealer og ned ad stejle trapper. Den er ikke klapvognsegnet.
- Hvor? Parker ved p-pladsen Ravnsbjergvej 65, 8800 Viborg. Gå over vejen til stien med beachflaget.
- Samarbejdspartner: Naturskolen og lokal kunstner Lea Damgaard (instagram: kreamor_lea)
- Pris: pr. skattekort: 50 kr. Denne pris gælder for to børn, 10 kr. pr. ekstra barn
Red skoven med Naturens helte i Bruunshåb
Hyggelig og sanselig mission, hvor I skal hjælpe Naturens helte med at opklare mysteriet om det efterladte affald i skoven.
- Anbefales til: Familier med mindre børn
- Længde: 2,7 km.
- Særlige forhold: Vi anbefaler praktisk fodtøj og minimum én smartphone på turen, da der er QR-koder ved udvalgte poster. Vær opmærksom på, at ruten krydser indhegninger med dyr
- Hvor?: Skoven i Bruunshåb. Drej ind ad grusvejen lige før Vibækvej 42A (følg Børneskov-skiltet) og parkér på P-pladsen
- Faciliteter: I børneskoven i området er der toilet, madpakkehus, bålsted (medbring selv evt. brænde og vand)
- Samarbejdspartner: Revas og Sundhedscenter Viborg
- Pris: pr. skattekort: 50 kr. Denne pris gælder for to børn, 10 kr. pr. ekstra barn
Alice i eventyrland i Undallslund
Tag på en eventyrlig og udfordrende offroad-rute med kringlede opgaver og mystiske møder.
Ruten kan også opleves som natterute – husk lommelygten!
- Anbefales til: Modige skattejægere fra ca. 9 år og op
- Længde: ca. 3,4 km.
- Særlige forhold: Ruten går gennem krat og op og ned ad bakker og er derfor uegnet til klapvogn/kørestol og gangbesværede. Vi anbefaler praktisk fodtøj på ruten
- Hvor?: Start ved Viborg Orienteringsklub, Skivevej 93, 8800 Viborg. Kør ind ved Undallslund Rasteplads på Skivevej, kør derefter til venstre og følg skiltene til Orienteringsklubben. Parkering kun tilladt på græsplænen afmærket med stave. OBS: Parkering langs skovens veje er ikke tilladt!
- Faciliteter: Toilet ved rasteplads på Skivevej. Madpakkeborde ved Orienteringsklubben. Madpakkehus undervejs på ruten
- Samarbejdspartner: Viborg Orienteringsklub
- Pris: pr. skattekort: 50 kr. Denne pris gælder for to børn, 10 kr. pr. ekstra barn
En rejse med guder og gudinder i Hvolris Jernalderlandsby
Oplev hverdagen i Jernalderen og tag med Pil på rejse til Den Anden Verden. Med spændende aktiviteter og adgang til det historiske museum.
- Anbefales til: Børn (5 år +) og voksne med interesse for historie
- Længde: Ca. 1,8 km
- Særlige forhold: Kuperet rute – trapper undervejs. Vi anbefaler praktisk fodtøj på ruten. Vær opmærksom på, at ruten krydser indhegninger med får og geder
- Faciliteter: Toiletter, borde, kiosk
- Hvor?: Start ved Hvolris Jernalderlandsby, Herredsvejen 135, 9632 Møldrup. Parkér på P-pladsen foran museumsbutikken
- Samarbejdspartner: Hvolris Jernalder
- Pris: 100 kr. pr. skattekort for en gruppe på fire, 10 kr. pr. ekstra deltager op til to børn - herefter køb af nyt skattekort. Prisen inkluderer adgang til museet
- OBS: Denne rute er kun tilgængelig fra lørdag den 10. oktober til og med tirsdag den 13. oktober
Praktisk info
Alle ruter (Undtagen Hvolris Jernalder) er åbne fra lørdag d. 10. til søndag d. 18. oktober 2026.
Ruterne foregår i Viborgs skove og natur og kan gennemføres i eget tempo.
Skattejagterne er arrangeret af Viborg Bibliotekerne i samarbejde med lokale aktører.
Skattekort kan købes på Hovedbiblioteket i Viborg - på børnebiblioteket - fra fredag d. 9. oktober kl. 10.00. Skattekortene sælges kun i den betjente åbningstid.
OBS: Skattekort til ruten i Hvolris kan også købes i deres egen museumsbutik.