Vi anbefaler digte til Verdens Poesidag
I anledningen af Verdens poesidag den 21. marts anbefaler 3 bibliotekarer et digt de holder af. Verdens Poesidag blev indstiftet af UNESCO i 1999 for at markere poesiens betydning for empati og samhørighed og for at sætte lys på poesi som et vigtigt kulturudtryk.
Af Anette Siem Kristensen
Kathrine Bech anbefaler “I dag skal vi ikke dø” af Louise Juhl Dalsgaard
Et digt, jeg holder særligt meget af, er Louise Juhl Dalsgaards fine “I dag skal vi ikke dø”. Digtsamlingen af samme navn blev skrevet under den nedlukning, der ramte Danmark i foråret 2020, hvor en verdensomspændende virus sendte os alle hjem i isolation og efterlod med en usikker fremtid. Digtet er en hyldest til de små rutiner og glæder, der holder sammen på både hverdagen og mennesker. Og som så ofte i Louise Juhl Dalsgaards tekster bruger hun erindringens kraft til at binde fortid og nutid sammen. Det er et vidunderligt håbefuldt digt, skrevet midt i en mørk tid.
Charlotte Hvorslev anbefaler "Grænsen imellem os" af Pia Tafdrup
Digtet "Grænsen imellem os" af Pia Tafdrup er mit yndlingsdigt. Det minder mig om at andre ikke ser det jeg ser, ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan. Og jeg ser ikke det andre ser - ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Men hvad så? Ja, så må vi tale sammen, forklare, LYTTE... Digtet stammer fra digtsamlingen ”Synet af lys”
Anette Koue anbefaler "Kunstens regler" af Jens Kæmpe
En aften faldt jeg over DR-programmet Kunstnerkolonien – det, hvor man følger forskellige kunstnere og deres kreative proces fra idé til færdigt værk. Denne sæson foregik på Fanø og jeg sad og så billedkunstneren Malene Landgreen, male på et hvidt lærred, lagt ud på græsset, mens et digt blev læst højt ved siden af hende. Og den, der læste op, var forfatteren Jens Kæmpe.
Det var min anledning til at læse noget af Jens Kæmpe, og jeg sidder her med hans debut ’Kunstens regler’ fra 2019. Digtsamlingen er i to dele, hvor første del følger en ung mands liv i København på godt og ondt. Bogens anden halvdel foregår i Paris, hvor han bevæger sig hvileløst rundt på caféer, kirkegårde, blandt strejkende jernbanearbejdere imens kæresten arbejder som model.
Digtene er visuelle, vedkommende og rørende - og det er ikke altid let at være superastronaut i eget liv:
Der er mange muligheder/Antallet er ubeskriveligt/Men det er ikke alle/som er lige gyldige, lige realistiske/Det ved astronauter alt om
