Nyhed

Nyt Åben Skole-katalog er på gaden

Er du lærer eller pædagog? Så læs med her - Viborg Bibliotekerne præsenterer et nyt katalog fyldt med spændende læringsaktiviteter til det kommende skoleår.

Af Kristine Hjortshøj

I det kommende skoleår er vi optaget af at gøre vores læringstilbud endnu mere tilgængelige for alle ved at indtænke forskellige medier, materialer og læringsformater. 

Vores børn og unge er forskellige, og i Viborg Bibliotekerne er det vigtigt, at alle føler sig velkomne. Det bidrager til trivsel for både børn, unge og voksne.

 

Læring med nysgerrighed og fortællinger i centrum

Vores læringstilbud hviler på det særlige fundament, som biblioteket udgør: en kulturinstitution med litteraturen og de mange fortællinger i centrum. At styrke læselysten og lysten til at lære er en af vores kerneopgaver, og læringsrummet er uformelt, inkluderende og uden krav til præstation, kunnen eller særlige færdigheder. 

I Viborg Bibliotekerne er læring drevet af nysgerrighed og evnen til at undre sig, og vores læringstilbud skal derfor først og fremmest være en oplevelse.

 

Kendte favoritter og nye oplevelser

Lad dine elever gå på opdagelse og lære biblioteket at kende, når de skal knække koder og løse opgaver i Det spøger! og den nye Escape the Library eller lære biblioteket at kende som arbejdsplads i Karrierelæring

Hos os er Booktalks ikke alene boganbefalinger, så bliv inspireret og overrasket når vores formidler bruger nye metoder i aktiviteterne.

Vi sætter viden i spil til Børnebiblioteks-bingo-banko og Hvem vil være litterær, og teknologi og litteratur spiller sammen i Vitello og ozobotterne og når vi hacker gysergenren.

Og vi hjælper dine elever til at kunne finde rundt i en verden af viden i vores Litteratur- og informationssøgning

Vi håber, at du og dine elever får lyst til at deltage i Viborg Bibliotekernes læringstilbud.